Oplevelser og erfaringer:
Det, der sker for mennesket, når det dyrker en religion og er troende.
Ofte er oplevelser og erfaringer med det religiøse af personlig karakter, men man kan også opleve noget i religiøse fællesskaber, der kan være med til at forstærke eller bekræfte troen.
Bøn
Bøn hedder på hebraisk Tefilah. Alle jødiske mænd, der er over bar mitzvah-alderen forpligtet til at bede de tre daglige bønner eller gudstjenester. De tre bønner hedder således:
- Shacharit (morgenbøn)
- Minchah (eftermiddagsbøn)
- Maariv/Aravit (aftenbøn)
På helligdage, shabbat og nymånedsdage forekommer der en ekstra fjerde tillægsbøn, mussaf.
Dette minder om, at der på disse dage var et ekstra tillægsoffer i templet i Jerusalem, men uden et tempel kan man ikke ofre, og derfor må jøderne vise deres hengivenhed overfor Gud ved bønner.
Den jødiske gudstjeneste er en lægmandsgudstjense, hvilket betyder, at en hvilken som helst jødisk mand, der er blevet bar mitzvah, kan lede den. Lederen af gudstjenesten kaldes ”chazzan”. For at en gudstjeneste kan kaldes en gudstjeneste, skal der være ti jødiske mænd til stede. Disse udgør en minjan. Uden minjan beder den enkelte jøde for sig selv, og så frafalder en række dele af gudstjenesten, fx Tora-læsningen og kaddish-bønnen.